Dorphs konfektionsfabrik

1925 e.kr.

Taastrup, Høje-Taastrup Kommune

I 1894 kom den unge, handelsuddannede Hugo Dorph (1869-1944) til Taastrup. Han var fra Stubbekøbing, søn af en købmand, og fyldt med gåpåmod og gode ideer til, hvordan man kunne skabe en god forretning. På byens travle hovedgade åbnede han en manufakturhandler. Det vil sige en butik, der solgte masseproduceret tøj. Før i tiden havde man enten syet sit tøj selv, eller fået en skrædder til det. Men med industrialiseringen kunne tøj fremstilles på fabrik, hvorfor det blev både billigere og mere tilgængeligt for alle typer af mennesker.

Dorph havde sans for nye tendenser, og forretningen voksede. I 1925 flyttede produktionen til en nybygget fabrik på Selsmosevej, der efter fabrikkens lukning i 1971 i mange år husede et posthus. I 1930’erne var der ca. 350 ansatte, hvoraf en stor del var hjemmesyersker. Op gennem det 20. århundrede var hjemmeproduktion en måde, hvorpå kvinder kunne kombinere lønarbejde med børnepasning.

Lyder historien om Hugo Dorph i øvrigt bekendt? Så er det nok fordi Hugo Dorphs historie var inspiration for Lise Nørgaard, da hun skrev figuren Mads Skjern til TV-serien Matador.