Elhest

1990 e.kr.

Coop, Albertslund Kommune

Elhest! Ordet findes ikke officielt i det danske sprog. Men folk, der ved noget om at flytte ting kender det udmærket. Den røde elhest fra FDBs centrallager i Albertslund har løftet paller med tonsvis af varer.

FDB blev dannet i 1896 som en sammenslutning af brugsforeninger i hele landet. Hovedkvarteret lå på Islands Brygge, og herfra blev varer transporteret til hele Sjælland. I 1950’erne var der brug for nytænkning. Den stigende trafikmængde gjorde det umuligt at distribuere varer fra et etagebyggeri midt i byen. FDB byggede derfor i begyndelsen af 1960’erne seks nye centrallagre rundt om i Danmark. Det største lager og hovedkvarteret blev placeret i Albertslund i 1963. Her havde FDB allerede i 1955 købt en grund.

De nye centrallagre var bygget med inspiration fra Amerika. Etplansbygninger, hvor varer stod på paller og med palleløftere kunne løftes direkte ud i lastbiler. Ordresystemet var baseret på hulkort. Datidens computere.

I dag foregår alt elektronisk. Når du betaler for din havregryn i den lokale Fakta, ved lageret i Albertslund med det samme, at den mangler på hylden.