Flag fra børnefestugen

1984 e.kr.

Kongsholmparken, Albertslund Kommune

Siden begyndelsen i 1984 har festugeflaget vejret stolt over Børnefestugen i Albertslund. Et flag som alle albertslundbørn kender og elsker. Festugen er for dagplejere, daginstitutioner og skolefritidsordningen, og det er pædagogerne og børnene selv, der står for hele organisationen. Hvert år deltager ca. 3000 børn.

Festugen var i 1984 tænkt som en øjenåbner for resten af kommunen og samfundet. Mottoet var: ”institutioner gør noget sammen”, og pædagogerne ønskede at vise omverdenen, at deres fag var vigtigt og relevant. Ikke bare lilla bleer og rundkreds som faget ofte klichefyldt blev fremstillet i 1980’ere. Pædagogerne ville vise, hvad der foregår i en daginstitution, og gøre institutionslivet til en integreret og synlig del af byrummet.

Hvert år benyttes den første dag til at indrette en fantastisk festplads med teltlejr, hvor et stort antal børn og voksne overnatter i løbet af ugen. Komplet lykkelige, udmattede og stærkt røgduftende børn er et almindeligt syn i Albertslund i løbet af børnefestugen.