Ildbuk

50 f.kr.

Ishøj Landsby, Ishøj Kommune

Bålstedet, med den knitrende ild, var det centrale omdrejningspunkt for livet i jernalderhusene. Husene havde ingen vinduer, var mørke og lugten af røg hang i alting. Der var måske fordelt nogle få olielamper på strategiske steder, men ellers var ildstedet den eneste lyskilde i det mørke hus.

Husets tykke vægge af ler isolerede en smule mod kulden om vinteren, men en behagelig temperatur var der sjældent. Derfor foregik en stor del af dagliglivet rundt om husets bålsted, som ikke kun blev brugt til madlavning. Det var også her ved lyset og varmen, man arbejdede med hverdagens sysler.

Ildbukken var en almindelig brugsgenstand, som blev brugt ved ildstedet. Arkæologer ved ikke præcist, hvordan de har været brugt. De er undselige at kigge på, men har ikke desto mindre været vigtige for madlavningen. Måske har der ligget stegespyd på dem, eller også har de understøttet krukker og gryder.