Nøgle

950 e.kr.

Torslunde, Ishøj Kommune

Nøgler var ikke ualmindelige i vikingetiden. Arkæologerne finder nøgler i kvindegrave, fordi nøglerne hang i kvindernes bælter, og således er de kommet med i graven, når hun blev begravet.

Vi kender til låse, der var monteret på døre, skrin og kister. Desuden er der fundet en del hængelåse fra vikingetiden. Der er stor forskel på, hvor avancerede disse låse var. Men fælles for de fleste af dem er, at de ikke var ret effektive. De fleste kunne åbnes med et velanrettet spark eller et hårdt slag. Låsene blev derfor primært brugt som markering af privat ejendomsret. Hvis der var en lås på en kiste, var det fordi, det kun var nøglens ejermand, der måtte få adgang til indholdet.

Denne nøgle blev fundet på en stor udgravning i Torslunde Landsby i 1995. Her fandt arkæologerne spor af de første beboere i byen, bl.a. spor af bygninger fra den sidst del af vikingetiden. Der blev fundet mange genstande fra den tid f.eks. lerkar med særlig udsmykning og genstande af metal: en lyseholder, knive, mønter, bronzespænder, en bøjlelås og denne nøgle.