Segl af flint

2000 f.kr.

Vridsløselille, Albertslund Kommune

Når en landmand i dag skal høste sin mark, sidder han i et behageligt førerhus på en mejetærsker. For 4000 år siden var høsten forbundet med hårdt arbejde og ondt i ryggen.

Det er begrænset, hvor meget en stærk og rutineret bonde kunne høste med en flintesegl. Høsten har krævet, at alle hjalp til på marken, når kornet skulle i hus. Det har været vigtig at have en god og skarp flintesegl. Ellers skulle der bruges for mange kræfter, når kornets fiberrige strå skulle skæres over. Et godt høstredskab skattede man højt.

Flintseglens skinnende overflade vidner om lang tids brug af det lille landbrugsredskab. Flinten blev poleret blank, og skinnende når den blev brugt til at skære korn og små kviste. Oprindeligt var seglen sat i et træskæfte, men det er rådnet væk efter adskillige tusind år i jorden.