Suspekt. Ingen slukker the stars

2003 e.kr.

Suspekt blev dannet i 1996 af de tre venner Rune Rask, Emil Simonsen (Orgi-E) og Andreas Bai Duelund (Bai-D). De er alle vokset op i og omkring Galgebakken. Dybt nede i kældre, langt væk fra de voksne, begyndte knægtene at lave hiphop. I 1999 udkom debutalbummet, der ifølge Emil Simonsen var ”100 % hardcore”. Ingen havde hørt noget lignende i dansk hiphop, der i slutningen af 1990’erne stadig var ”festligt og klappekageagtigt”. Bare tænk tilbage på navne som Humleridderne og Østkyst Hustlers! Der skulle forandring til, og hos Suspekt var det musikalske univers dystert og teksterne voldsfikserede og seksuelt eksplicitte.

Gruppen har lavet 6 studioalbum og er ikke længere undergrund. I dag er de et feteret og anmelderrost band. Den eksplicitte brug af ord som fuck, pik, nosser, patter, bitch, kælling, lort etc. er blevet mainstream i deres univers. Ingen af medlemmerne bor i dag i Albertslund, men det er stadig hjemmebane at spille på Vestegnen og særligt på Forbrændingen i Albertslund.

Videoen er optaget på Roskilde Festivalens Orange Scene i 2015, hvor storhittet Kinky Fætter fra 2003 blev spillet 4 gange i træk.